Valgobservation i Ukraine

10. januar 2010 | Ikke kategoriseret

Om få timer sætter jeg mig i et fly i Kastrup Lufthavn med kurs mod Ukraines femtestørste by - millionbyen Donetsk. Det er min første rejse til Østeuropa, og turen går lige ind i hjertet af det gamle Sovjet. På søndag går de 46 millioner ukrainere til stemmeurnerne, og sammen med Silba skal jeg være valgobservatør ved valget. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal forestille mig om landet og befolkningen. Indtil i nat havde jeg aldrig mødt en ukrainer i mit liv, men på vej hjem til Odense med toget faldt jeg i snak med en ukrainsk landbrugsarbejder, der skulle hjem til Ukraine på ferie.

Under den Orange Revolution, der førte til Ukraines demokratiske gennembrud, havde han været studerende på en landbrugsskole. En dag var der kommet en mand ind til undervisningen og havde annonceret, at der ville holde en bus udenfor universitetet, der ville køre de studerende til Kiev, hvor de skulle protestere på byens pladser. Professorerne havde bakket de studerende op og undladt at give dem fravær for de manglende timer. Men manden havde tilbudt at betale 40 kr. til alle studerende, der tog afsted.

Min ukrainske ven vidste ikke, hvem manden var, men selvom 40 kr. ikke lyder af meget, var det nok til at få alle de studerende til at køre til Kiev. På det tidspunkt vidste de knap nok, hvad de protesterede mod, fortalte han.

Efter at have været et demokrati i bare fem år, er de demokratiske spilleregler langt fra indgroede hos befolkningen, og derfor har de brug for støtte og hjælp, hvis demokratiet for alvor skal spire i Europas næststørste land. Jeg glæder mig til at være en del af den demokratiske overgang, og jeg vil blogge om mine oplevelser og lægge billeder og video ud, når jeg får mulighed for at komme på nettet.


Gi' din mening til kende