Min politik

Finanskrisen er en kæmpe mulighed

20. maj 2009 | Politik

Finans-, økonomi- og klimakriserne er her. At finde en samlet løsning på de tre kriser er vores generations største udfordring. Vores bud er at udnytte de ledige hænder til at omstille os til vedvarende energi.

Vi ved at olieproduktionen på verdensplan er toppet. Vi ved derfor også, at vi af hensyn til økonomien og klimaet er nødt til at omstille vores økonomi fra en olieøkonomi til vedvarende energi. Det er et enormt projekt, så alle dele af vores samfund skal bidrage.

I Odense arbejder Socialdemokraterne for at de ansatte hurtigst muligt skal køre elbiler. Hvis kommunerne i Danmark investerer i elbiler og den tilhørende infrastruktur, kan vi være med til at sætte omstillingen til vedvarende energi op i gear.

Folketinget skal også bidrage. Vi skal sætte krav om, at alle nye byggerier er energineutrale. Det er nemlig langt billigere at installere f.eks. et solcelleanlæg eller jordvarme ved opførslen af en bygning, end ved en senere tilføjelse. Og vi skal turde investere i forskning, udvikling og opstilling af vedvarende energianlæg – f.eks. vindmøller og solceller.

Men vigtigst af alt er, at EU går forrest. For Danmark kan ikke gøre det alene. EU er verdens største marked. Når vi sætter krav til industrien, er industrien tvunget til at lytte. Jeg foreslår derfor, at EU kræver at alle nye biler fra år 2025 skal køre på vedvarende energi. Samtidig skal EU hjælpe medlemslandene ved at bidrage krone for krone og fordoble medlemslandenes investeringer i vedvarende energi.

Indtil nu har finanskrisen ramt byggeriet og industrien hårdt. Omstillingen til vedvarende energi kommer til at skabe mange jobs i de brancher. Derfor skal vi starte den omstilling nu. På den måde kan vi løse finanskrisen, den økonomiske krise og klimakrisen på én gang. Og i processen skaber vi en renere og sikrere verden.


Kommentarer

Hej

Jeg er ikke enig i at olieproduktionen på verdensplan er stoppet. Men ja, vi skal finde alternative energikilder til bilerne.Jeg mener dog at så længe fragtskibene udleder 11 gange så meget CO2 som verdens samlede bilpark, så er det der der først og fremmest skal sættes ind og altså der vi skal starte. Jeg vil blæse på at vores egen Mærsk er en del af det og at de faktisk bidrager med en fin del til Danmarks bruttonationalprodukt.

Mikkel
6.07.2009

Hej Marion.
Verdensproduktionen af olie er ikke stoppet, bare toppet. Du kan se kliden her:

http://ing.dk/artikel/93779-oliefelterne-topper-produktionen-i-aar?highlight=olieproduktion+toppet

Og du har fuldstændig ret - transport og produktion af varer har langt større CO2 påvirkning. Det skal vi selvfølgelig også have gjort vedvarende. Bilerne er kun en af de ben CO2-reduktionen skal gå på :)

Derudover bliver byerne så meget renere, og folk mindre syge som følge af biler på vedvarende energi, så jeg kan ikke se nogen grund til ikke at investere. Nu.

Gi' din mening til kende