Den borgerlige globalisering har spillet fallit
4. juni 2009 | Politik

Globalisering betyder at gøre verdensomspændende. Udtrykket bruges især om at penge, varer og arbejdspladser i stadig højere grad flytter rundt mellem lande og verdensdele. De borgerlige partier har i lang tid haft ’frihandel’ som motto, hver gang talen faldt på fattigdomsbekæmpelse og ulandshjælp. Men den uregulerede frihandel har hverken ført til mindre fattigdom eller bedre livsvilkår i den 3. verdens lande.
Den uregulerede frihandel har tværtimod ført til forringede arbejdsvilkår, lønpres og miljøforurening. Da de danske storebæltsfærger blev skrottet foregik det f.eks. ikke i Danmark under ordnede forhold. Det foregik under kummerlige forhold på stranden ved Alang i Indien, hvor fattige arbejdere uden beskyttelse bl.a. blev udsat for farligt asbeststøv.
I Danmark har vi alt for længe set arbejdspladser flytte til undertrykkende regimer, for hvem miljøbeskyttelse og arbejdstagerrettigheder er en by i Rusland. Det skal være slut nu!
Alt for længe har venstrefløjen accepteret den borgerlige uregulerede frihandel. For længe har danskerne været blændet af billige fladskærme og luksusforbrug. EU er verdens største marked. Det er EU der forhandler frihandelsaftaler på vegne af Danmark og de andre medlemsstater. EUs økonomiske magt er det bedste værktøj vi har i kampen for noget så enkelt som en bedre verden.
Derfor skal vi stille krav til de lande vi handler med. Hvis vores arbejdspladser skal flyttes ud af landet, må vi vel tillade os at stille krav til de lande. Det skal f.eks. være krav om foreningsfrihed, minimumskrav til arbejdstagerrettigheder, arbejdstagersikkerhed og miljøkrav.
I Danmark har arbejderbevægelsen i generationer kæmpet for at opnå ordentlige forhold på arbejdspladserne. Og da vi kom tæt på målet flyttede vores arbejdspladser. Når vi i fremtiden kæmper for en reguleret frihandel, viser vi respekt. Respekt for den kamp generationerne før os har kæmpet. Respekt for de kolleger, der har mistet deres job. Men ikke mindst viser vi respekt for de fattige arbejdere, der først nu skal i gang med deres arbejdskamp.

Gi' din mening til kende