De sidste 11 dage før valget har jeg været så heldig at have min kammerat Max med på kampagnen fuld tid. Jeg synes det kunne være sjovt at give jer et lidt andet indtryk, end det jeg selv får, når jeg kører kampagne, så jeg vil give ordet til Max:
Tirsdag den 26. maj tog jeg en beslutning. Jeg havde lige afleveret min projekt på Roskilde Universtitets Center og skulle nu finde noget at få tiden til at gå med. Jeg greb knoglen og hørte Mikkel om han havde brug for noget hjælp i valgkampen. På en eller måde endte det hele med at jeg dagen efter sad i toget på vejen til Odense – på vej til at hjælpe fuld tid frem til valget.
Valget er på søndag, og vi kæmper som gale rundt omkring i det danske land for at skaffe stemmer. I løbet af den sidste uge har vi blandt andet besøgt Lindøværftet (klokken fem om morgenen!) for at dele valgmateriale ud. Det gik over al forventning med god hjælp fra et par tillidsfolk fra værftet. De var utroligt glade for at der var nogle der delte deres bekymringer vedrørende den verserende finanskrise som også sætter sit aftryk på Lindø.

Vi stemte dørklokker i Kolding - det er Max, der står i den sorte jakke
Derudover har vi været i altid smukke Ribe til debat efterfulgt af dør-til-dør kampagne og endnu engang må jeg bare konstatere at folk tager utrolig godt imod os, når vi ringer på. Jeg mødte folk som ikke havde set en politiker i byen i over 30 år! En sjov detalje fra debatten i Ribe: Rasmus Paludan fra Junibevægelsen påstår i sin afslutningsbemærkning at Mikkel som socialdemokrat støtter pædofili. Hvordan det lige skulle hænge sammen var hverken klart for mig eller de tilhørende, men ufrivilligt underholdende var det.
Oven på dette lettere sjove indslag tog vi så til Horsens for at deltage i paneldebat og denne skulle vise sig også at være farverig. Under debatten forklarer Mikkel, hvordan han vil forhindre tvangsprostitution. Ditte Staun fra Folkebevægelsen slynger om sig med tal om emnet og konstaterer derefter, at ifølge statistikken så må Mikkel være sexkunde. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine af sådan en idiotisk påstand. Jeg gjorde det sidste. Men det understreger bare nej-bevægelsernes debatniveau og desperation, når de kaster sig ud i så tossede påstande. Jeg var imponeret over, hvordan Mikkel roligt med ætsende stemme satte Ditte på plads bagefter. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have holdt hovedt koldt efter sådan en beskyldning.
I lørdags blev der så afholdt en støttekoncert for Mikkel på Amfiscenen i Odense og det var virkelig en fornøjelse. Ikke nok med at det var super imponerende hvad nogle unge kampagneaktive havde stablet på benene, men niveauet af musikken var virkelig også i top (så meget at jeg til sidst måtte overgive mig og danse med). At 9 lokale bands stillede op for at støtte kampagnen uden at få en krone for det, siger også en del om den støtte Mikkel har.
Om mandagen var der så dømt hedebølge i det danske land, og hvad gør man når der er hedebølge? Man tager naturligvis til stranden, og det gjorde vi så. Vi pakkede bilen med vand til uddeling og vendte snuden mod Kerteminde strand. Mens vi andre solbadede delte Mikkel vand ud blandt strandløver og badenymfer .
Da jeg kiggede på uret tirsdag morgen tænkte jeg bare; NEJ! Klokken var fire om natten og vi skulle ud på Wittenborg for at føre morgenkampagne. Ligesom Lindø er Wittenborg dybt ramt af krisen. De er gået fra 1000 til 300 ansatte som følge af krisen! Efterfølgende vendte vi snuden mod Sønderborg hvor vi skulle køre dør-til-dør med nogle lokale DSU’ere. Igen en stor succes som mundede ud i en kampagne på Sønderborgs hovedgade hvor Mikkel tog sin bil på slæb og ’trak miljøet i den rigtige retning’.
Onsdag deltog vi så i paneldebat på Rødding Højskole. Da debatten var overstået var der så dømt kaffe og kage og mød-en-kandidat. Mikkel var i sit vanlige es og tog de unge mennesker med storm så jeg kunne sidde og drikke min kaffe i ro og mag lige indtil den konservative kandidat Jan Købke Christensen så kom hen til mig og viftede med sit visitkort, og spurgte om jeg ville vide noget om ham og hans politik. Det skulle han aldrig havde gjort, for idet han spurgte åbnede han Pandoras Æske. Jeg lammetævede ham på hans holdning til landbrugsstøtten. Til sidst kunne han ikke mere. Han rejste sig og gik!
I skrivende stund sidder vi i bilen på vej til Kolding for at føre kampagne sammen med en masse aktive. Vi kan godt mærke trætheden er begyndt at melde sig, men vi bliver ved og hver gang vi møder aktive som bare er kampklare, så er det en fornøjelse og det giver os fornyede kræfter.
Til slut. Tusind tusind tusind tak for al den hjælp som alle har ydet i kampagnen. Det her er min personlige tak til alle jer der har hjulpet. Som jeg sidder og snakker med Mikkel om, så er en kandidat ikke bedre, end de mennesker der kæmper for ham. Og vi har kæmpet så hårdt, at jeg er helt sikker på at vi bliver belønnet søndag når vi nyde frugterne af vores arbejde når Mikkel bliver stemt i EU.
Max Genske